Stress kommer ikke kun af at have travlt for længe

2021-06-15


Vi skal tilbage til 2014, hvor Maria som helt nyuddannet cand.mag. i kommunikation bliver ledig.

Læs om Marias møde med ledighed og hendes proces - om følelsen af at være alene, svag, som en fiasko og meget forkert - 𝗼𝗴 𝗼𝗺 𝗮𝗹𝗱𝗿𝗶𝗴 𝗮𝘁 𝗴ø𝗿𝗲 𝗻𝗼𝗸!

Men også om hvilken vigtig læring Maria har fået igennem stressforløbet, og hvorfor stress ikke bør være tabu.

En historie, der er vigtig at dele for stress kan ramme alle
- også dig ..

Har du lyst til at dele din historie, så send en mail til hej@goldenblooming.dk




Hvornår er dit portræt taget? Hvordan var din livssituation og hvordan havde du det indeni på det tidspunkt?

Billedet er taget i 2014, få uger efter jeg så småt var startet op på arbejde igen efter at have været sygemeldt med stress i to måneder.

Jeg følte mig utrolig skrøbelig og træt i denne periode, men havde det langt bedre end få måneder tidligere, hvor jeg var så trist, opgivende og ligeglad med det hele, at jeg ønskede at blive den næste højresvingsulykke.

Jobbet var et løntilskud, hvorfor fremtiden stadig var meget usikker, og man har stadig ét ben inde, ét ben ude, skal skrive ansøgninger samtidig med at passe sit arbejde, netværke, rende til jobsamtaler, møder i a-kassen og på jobcentret. Så jeg følte mig overvældet af livet, men også lettet over at starte op på job igen få timer om dagen, fire dage om ugen. Få lidt mening tilbage i mit liv. Se kollegaerne, være en del af livet igen og mærke, at jeg stadig havde noget at bidrage med.

Men presset og frustrationen lå hele tiden lige under overfladen.  


Hvad var afgørende for, at du kunne lægge perioden med stress bag dig. Var det fx nødvendigt at ændre på noget i dit liv?

Stress lærte mig, at jeg er nødt til at lytte bedre til mig selv. Og det, der nok hjalp mig allermest, var at blive rummet i min situation.

Dagpengeland gav mig stress, og da en af de søde konsulenter i min a-kasse sagde "jeg kan godt forstå, du er blevet ramt af stress, for du har været på overarbejde alt for længe", slappede hele mit system af. Det bekræftede mig i, at der ikke var noget galt med mig. Herudover mødte jeg stor forståelse på min arbejdsplads, som tilbød psykologsamtaler, hvilket hjalp mig med at genfinde forbindelsen til mig selv. Men det var nok først, da jeg to år senere røg helt ud af dagpengesystemet, at jeg endelig slappede ordentligt af igen. Forinden havde jeg været sygemeldt med stress for 2. gang i 6 måneder.

I dag sidder stress stadig i kroppen på mig, og jeg skal hele tiden minde mig selv om at lytte efter og passe godt på mig selv. Det er svært i et samfund, hvor penge kommer før mennesker, men jeg har heldigvis lært at tage mit eget velbefindende mere seriøst og kan nu bedre være på forkant, fordi jeg kender signalerne.


Hvad tror du var årsagen til at du fik en stress belastning og mener du at det altid kun er de ydre faktorer, der skaber stress?

Grunden til, jeg gik ned med stress, var en god blanding af arbejdsløshed som nyuddannet, et håbløst regelstyret dagpengesystem og min egen overivrighed efter at ville gøre det hele så godt. Jeg følte aldrig, jeg gjorde nok. Arbejdsmarkedet ville have erfaring, så jeg var i den ene praktik efter den anden, flere løntilskud, arbejdede frivilligt og var hele tiden på udkig efter flere muligheder.

Min hjerne holdt aldrig fri. Jeg var konstant på overarbejde. Til sidst sagde kroppen bare stop.

Jeg tror, stress ofte rammer os, fordi vi har mistet forbindelsen til os selv. Samfundet kræver på en måde, at vi lægger os selv på hylden og hopper op på samlebåndet. Dét er den sikre vej til succes.

Hvis vi spørger os selv, hvad vi gerne vil, møder verden os gerne med "nu skal du også være realistisk" eller "kan man leve af det?" Vi rettes ind fra alle leder og kanter og lærer, der kun findes een vej. Arbejde fuldtid som lønmodtager. Eller ingenting. Efter min mening er der for lidt rummelighed til forskellighed, hvorfor så mange af os går på kompromis med os selv og ender med stress. Den nød kan vi ikke knække på individniveau.


måske efterlader det ar, som for altid vil minde os om dengang, vi slog os .. 


Hvad ville du ønske at, du havde vidst inden du fik stress?

Jeg ville gerne have vidst, at stress kommer af mere end at have for travlt. At man er særligt udsat som ledig. Og at stress er en helt naturlig reaktion. Jeg følte mig alene, svag, som en fiasko og meget forkert. Men det, jeg jo lærte, var, hvor almindeligt stress er. Det er frygtelig tabubelagt, hvorfor jeg besluttede mig for at være åben om det. Det hjalp mig selv meget, og jeg oplevede også, at rigtig mange faktisk forstod, når jeg ærligt delte ud af mine egne oplevelser og forklarede dem hele situationen.

Jeg ville gerne have vidst, at stress er noget, der kan ramme alle. Jeg følte, det var min egen skyld. At jeg var et svagt menneske, der ikke kunne finde ud af at være ordentligt voksen. Jeg tog hele ansvaret på mig selv og følte, jeg fejlede sådan helt generelt. Stress er det mest naturlige i hele verden. En menneskelig reaktion på overbelastning. Der er intet hokus pokus over det. Det er ligesom at brække et ben. Det sidder blot indvendig, men har på præcis samme måde brug for tid til at hele. Og måske efterlader det ar, som for altid vil minde os om dengang, vi slog os.


Hvordan hjælper omgivelserne bedst - er der fx do's and don'ts?

Omgivelserne hjælper bedst ved at prøve på at forstå. Spørge oprigtigt interesseret ind til situationen, og hvordan den stressramte har det. Vi vil gerne lyttes på, høres, forstås, anerkendes for, at vi ikke er svage væsener, men faktisk har kæmpet for hårdt for længe. Vi har brug for et trygt rum til at tale om stress i.

Det bør ikke være tabu.

Vi er så mange, der oplever stress, men det er stadig tabu. Vi hjælper hinanden ved at tale højt om det og anerkende, at det ikke alene er individets ansvar. Vi lever i et samfund, der får folk til at gå ned med stress på stribe, så der er noget galt på et højere plan, og når vi reducerer det til individets eget ansvar, fejler vi grumt.

Og lad for alt i verden være med mistroisk at spørge "hvorfor gik du ned med stress?", som om der er noget galt med os. Den er ikke rar at få kylet i hovedet, når man i forvejen kæmper for at stå oprejst. Stress kommer ikke kun af at have for travlt for længe. Oftest kommer det af psykisk pres så som ledighed, bekymringer, følelsen af ikke at slå til eller ikke bruge sine evner. Så at blive rummet, præcis som man har det, er den allerbedste hjælp.   


Følg Maria på Instagram @storiesbybogh eller Facebook @storiesbybogh eller se mere på hendes website storiesbybogh