Golden Blooming


Bag navnet Golden Blooming & lotusblomsten i logoet findes en lille smuk symbolik.

Lotusblomsten er kendt for at vokse sig op fra det mudrede vand for at transformere sig - for endelig at udfolde sine smukke kronblade over vandoverfladen - Den gyldne blomstring ..

Men Lotusblomsten har ikke blot et smuk ydre; den indeholder også et fantastisk potentiale. Ved høsten håndteres fibrene i stilken via en ganske skrøbelig proces for endelig at blive til de mest luksuriøse og dyrebare silketråde.

Indenfor buddhismen symboliserer lotusblomsten fornyelse, nye begyndelser og transformation. Den er symbolet på vores selvbevidsthed og vores ubegrænsede potentiale. Men også den styrke som gør, at vi træder ud af vores komfortzone og bevæger os mod det "gyldne" - det som ligger og venter ..

På mange måder kan man sige, at lotusblomstens proces og transformation beskriver den menneskelige udvikling, inden vi blomstrer og sprudler på ny. 

Vi opnår ikke dette stadie, denne udvikling samt læringen, uden at vi skal forbi "mudderet" - alt det svære, de dumme udfordrende dage, stagnation og kriserne.


Min personlige fortælling


Noget, som står særlig klart fra min barndom er, at jeg har kunne fornemme andre menneskers følelser og har været nysgerrig og observerende på deres adfærd.

På en måde kan man sige, at interessen for "det indre" og menneskers adfærd, er startet meget tidligt.

Senere kom der flere ord på, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde en evne til at lytte oprigtigt til andre mennesker - til at finde ind til kernen af problematikken og give dem god sparring på, hvordan de kunne håndtere deres situation.

Men rent professionelt skulle jeg gå nogle andre lærerige veje først, inden jeg besluttede mig for, at jeg skulle leve af at arbejde fokuseret med mennesker. Det egentlige store karriereskifte startede i år 2011, hvor jeg startede på en ny uddannelse: en helt ny retning. Det var her, at alle brikkerne blev samlet til en enhed, og det hele pludselig gav mening.

Alle de veje - de havde alle hver og én et formål ..

Jeg har været uafklaret, forvirret, håndteret kriser og har stået med svære valg. "Landet på den rigtige hylde" for en stund, for så at træffe livsændrende beslutninger.

Jeg har taget valg på helt forkerte grundlag og med urimelige forventninger. Men også valg, fordi jeg har været nødsaget til at følge indre værdier og lytte til de advarende symptomer på, hvorfor jeg ikke var i trivsel - der hvor jeg var i livet. At efterlade noget, stået ved mig selv og gået vejen alene på trods af frygt - selvom det havde konsekvenser og var så meget besværligt i en periode.

Følt mig anderledes og forkert, når jeg sammenlignede mig med andre, og jeg har kæmpet alt for meget for at passe ind - med "sociale tømmermænd" dagen derpå. 


Stå med følelsen af "nederlaget" efter flere års kamp for at indse, at jeg i processen havde "mistet" og glemt mig selv. 

For senere i livet at opdage, at jeg faktisk var helt "normal", men min præference blot var det introverte karaktertræk og de behov, som følger med.

Men for dælen da .. det har også givet mange gevinster.
En masse udvikling, afklaring, revurdering af egne værdier og uundværlig læring og viden, som jeg på ingen måde ville være foruden i dag.

"Du er altid præcis der hvor du skal være, i din udvikling, på godt og ondt."

Jeg glæder mig til at inspirere dig ..

Sådan arbejder jeg


I arbejdet med mennesker kan det selvfølgelig ikke undgås at berøre emner, som hører til i fortiden, når en problemstilling skal afdækkes eller i arbejdet med at skabe bevidsthed om mønstre.

Men hos mig er fokus særligt på nuet - hvad kan vi gøre her og nu, som vil gøre en mærkbar forskel for dig også i fremtiden.

Derfor - hvis du mærker, at du har behov for at arbejde i dybden med emner, som hører fortiden til, så vil jeg henvise dig til at tage kontakt til en Psykolog eller en Terapeut, som er specialiseret i dette.

Min tilgang er holistisk - det betyder, at jeg har fokus både på krop og psyke i samtaleforløbene i de redskaber, jeg anvender og i online produkter, der kan købes her på siden.

Alt, det jeg gør og den viden, jeg giver videre, bygger på teori og studier med udgangspunkt i psykologi, naturvidenskab, spiritualitet, egne livserfaringer og praksis erfaringer i arbejdet med mennesker.

Derudover deltager jeg løbende i kurser, uddannelse og supervision.


I mødet med mig


I mødet med mig vil du blive mødt med nysgerrighed, åbenhed, en empatisk og en ligeværdig tilgang til din problemstilling.

Det er vigtigt for mig at tillid og fortrolighed er det grundlæggende fundament for samtalen, og den er naturligvis fortrolig. 


Jeg arbejder med afsæt i vejledning og en coachende tilgang. Jeg stiller mange afklarende spørgsmål og vil samtidig også yde en klar, ærlig og respektfuld rådgivning, hvis jeg oplever, at det er nødvendigt for den videre proces. 

Min tilgang er holistisk, og jeg har fokus på det hele menneskes trivsel, både krop og psyke. Mit hjerte brænder for facilitering af forandringsprocesser, og finde ind til essensen af din problemstilling.

Jeg går vejen sammen med dig med fokus på mindset, nye vinkler og indsatser, som giver dig øget trivsel.

Overordnet arbejder jeg med job- & karriererådgivning, stresscoaching & rådgivning med udgangspunkt i NLP og den Metakognitive tilgang, og så arbejder jeg med meditation /mental træning via lydfiler.

Emner som jeg arbejder med, kan fx være:

  • Trivsel & stresshåndtering
  • Håndtering af bekymringer & tankemylder
  • Frygt & benspænd
  • Afklaring, valg & værdier - hvad giver mening for den enkelte
  • Mindset og overbevisninger
  • Passion, ressourcer & kompetencer - hvad motiverer den enkelte